Syretrip for blandingsmisbrugere

Hvorfor bare gøre det der forventes? Det er der jo så mange andre der gør. Det er nogle af de tanker der farer gennem mit hoved, når jeg hører den århusianske gruppe Acid Plutonium på deres debutplade, der kun er udkommet på rød vinyl.

De forskellige genrer man hører er så spredte som jeg aldrig nogensinde har hørt det før. Genreskiftende sker i et hæsblæsende tempo, så man i løbet af meget kort tid har hørt surf, lounge, raga, freejazz, balkan, funk, rock, noise og country i samme nummer. Hold da op, hvor er det fedt! For en musikjunkie er det en fornøjelse af de helt store.

Det er overvejende det støjende og vildt ekspressive der kommer til udtryk. De nævner selv Zappa, Mr. Bungle og John Zorn's Naked City blandt inspirations-kilderne. Jeg kommer også til, at tænke på grupper som Primus og danske Picnic. Pladen er smækfyldt med humor og ikke mindst musikalitet.

For Ja! Det hænger mere sammen end man kunne forestille sig. Jens Munch på keyboards og guitaristen Ask Kjærgaard står i spidsen for bandet med syv medlemmer, der blandt andet tæller saxofonisten Mette Rasmussen og trommeslageren Søren Mehlsen fra freejazztrioen Saft og percussionisten Magnus Jochumsen.

---------------------

Thomas Bjørnsten, Aarhus Stifttidende, 13/4 2010

Acid Plutonium er en primært århusiansk baseret gruppe, der nu udsender deres heftigt larmende og underholdende debut. På knaldrød vinyl komplet med kunstnerisk cover-udstyr. Og der er dømt fusionsmusik i ordets bedste betydning. Delvist fusionsjazz, men ligeså meget fusionsrock og fusionsfolk - you name it! Man fornemmer inspirationen fra bl.a. Frank Zappa og nyere rock-avantgardister, men også fragmenter af swing, blues og country sniger sig ind. Nogle gange varer genre-skiftene kun i få sekunder for straks efter at blive afløst af nye syrede indfald, samlet i et originalt stilistisk amok-løb. Imponerende er det, at orkesteret leverer de mange musikalske kolbøtter så sikkert og sammenspillet, men også at de får blandet poetiske passager ind i virvaret. Blæsere, keyboards, guitarer, percussion osv. smelter både sømløst sammen og støder kontant mod hinanden. Råt, melodiøst, subtilt, barokt og overraskende på én gang. Absolut ikke for traditionalister, men derimod en sprængfarlig sonisk cocktail til den nysgerrige lytter.

5 ud af 6 stjerner